Afprøvning og lyttevurdering: JVC JA-S71 tænder og slukker helt lydefrit takket være højttalerrelæerne. Alle betjeningskontroller og omskiftere fungerede upåklageligt i mekanisk henseende, og apparatets generelle finish ligger helt på det høje niveau, man som anmelder har fået for vane at forvente fra japansk industrihåndværk. Måske skulle man for ordens skyld anføre, at der afstedkommer et mindre 'knald', når man i forbindelse med grammofonindgangens kapacitetstilpasning skifter fra 0-positionen til en af de alternative stillinger. Men det må være en let tilvænningssag i den forbindelse at dreje ned for volumen. Vurderet over velkendte kvalitetshøjttalere i mellemprisklassen som B&W DM 7, AR 12, Keesonic KRF og IMF ALS-40 II afslørede JVC JA-S71 hurtigt flere karakteristiske egenskaber eller tendenser: klangbalancen hælder mod det lyse, lidt diskantbetonede lydbillede, og kombineret med en 'åben' og 'atmosfærebetonende' mellemtonereproduktion var forstærkeren ikke sen til at indhøste sig generelle karakteristika som 'frisk' eller 'viril' fra testholdets side. Sagt med andre ord, så er den ingenlunde triviel eller 'mekanisk' i sin måde at varte op med kendte, populære toner og melodier, altså PJ's domæne. Men hvordan med hensyn til den mere krævende reproduktion af den klassiske genre, og visse ikke udpræget klangflade og højrøstethedsdominerende beat- og jazzkompositioner? Her begynder det at knibe med egenskaber som præcision og ægthed, navnlig hvad angår klassisk musik med mindre rollebesætninger. Ved at vurdere JA-S71's forforstærkersektion for sig fandt man samstemmende frem til, at det er denne part af den integrerede konstruktion, der bidrager til den vel lyse klangbalance, og at selve RIAA-korrektionstrinnet er beskæmmet af en hørbar forvrængning i toppen ved transientsignaler. Navnlig ved kraftigere afsnit med strygerbesætninger var tendensen til 'grovkornethed' en hyppigt tilbagevendende negativ bemærkning - andre kritiske audiofiler ville måske betegne gengivelsen af violiner over JA-S71 som savnende 'luft og atmosfære'. Endvidere faldt der i forbindelse med den subjektive vurdering af forforstærkersektionen enkelte bemærkninger om, at front/agter kontrasten eller dybdeillusionen virkede noget utydelig, og at lydbilledet i perspektivisk henseende helt var domineret af den 'åbne' mellemtonereproduktion, der klart fremhævede rumakustikken fra optagelserne og skabte luft mellem instrumentgrupperne - altså modsat imaginær 'trængsel' i lydbilledet. Som forforstærkeren blev derpå også effekttrinet vurderet separat. Testholdet skønnede samstemmende, at det besad en villighed og dynamik til at kunne fyre op under selv ineffektive boxe på en måde, der var helt fri for reminicenser af kompression eller 'tæppelyd'. Forvrængningen i toppen var her mindre iørefaldende end ved forforstærkersektionen, og det perspektivisk lidt fjerne stereobillede, som sluttrinet bidrog til, viste sig at kompensere for forforstærkertrinets 'lyse' klangtendenser på en gunstig måde. Effekttrinets mellemtonereproduktion vurderedes som værende på linie med forforstærkerens, hvilket i første række medvirkede til den samlede, integrerede forstærkerkonstruktions 'åbne' og rumakustikbefordrende egenskaber. 'Den fødte entertainer', var en af lyttedeltagernes kommentarer undervejs til denne for JVC JA-S71 så karakteristiske klangegenskab. Uden at man kan henføre til en specifikation som forstærkerens dæmpningsfaktor, var det den generelle opfattelse, at JVC JA-S71 's dybtonereproduktion måtte tilskrives et enkelt forbehold, nemlig en tilbøjelighed til at afsløre eller betone de enkelte højttalerboxes dybtoneresonanser. Sagt med andre ord var forstærkerens basreproduktion subjektivt pletfri ned til ca. 100 Hz, hvorefter det syntes at fremhæve de dybeste oktaver, som højttaleren kunne klare, på en lidt 'gumpetung' måde. Fænomenet forekom ikke at have nogen sammenhæng med stueresonansen. Kort sagt en forstærker der matcher subjektivt bedst til boxe med ikke for høje Q-værdier. Tonereguleringerne har, ligesom styrkeknappen, faste klik, der gør det lettere at indstille præcist fra gang til gang. Virkningen af tonereguleringen og filtrene er omtalt i kommentaren til målingerne. Den fysiologiske tonekompensation virker ret kraftig i begge ender af frekvensskalaen og forekommer at være kalibreret med henblik på baggrundsafspilning over ret ineffektive højttalerboxe. For ordens skyld skal det anføres, at JVC JA-S71 ikke på noget tidspunkt af testen var beskæmmet af nogen brum- eller generende sus-og-støjgener. Kommentar til målingerne: På kurve 1 ses frekvensgangen for JVC SA-S71 målt på aux-indgangen i tre forskellige belastninger. Nedadtil er faldet 3 dB ved 9 Hz og øvre 3 dB grænse ligger ved 70 kHz. Vi finder afrulningen i diskanten helt i orden, specielt i lyset af den hastigt stigende forvrængning (se kurve 4, 5 og 6). Tonekontrollerne har faste trin mekanisk trindelt potentiometer. Deres variationsområde er vist på kurve 2 sammen med filterkarakteristikkerne. Også på denne mellemklasseforstærker er filterknapperne kun pynt - samme frekvenskorrektion kan nås med tonekontrollerne. Trindelingen er velvalgt og for baskontrollens vedkommende vist på fig. 3. Bemærk her, hvor tæt en bassænkning på '-2' modsvarer virkningen af 'low' filtret. Forvrængningskurverne er typisk for et design af helt traditionel type med lav 'open loop' båndbredde og stor modkobling. Ved frekvenser over 40 kHz ved 8 ohms belastning og 20 kHz ved 8 ohm/μF giver forstærkeren op. Men også i denne forstærker er det ikke de elektroniske sikringskredsløb, der kobler fra, når den kritiske grænse er nået, men højttalerrelæet. Derfor viser firkantkurverne, der er målt 1 dB under fuld udstyring, ingen uregelmæssigheder ud over en beskeden ringning ved kapacitiv belastning.

JVC JA-S71