Test: JVC JA-S71 forstærker er den kraftigste og mest overdådigt udstyrede integrerede stereoforstærker fra en fabrikant, hvis navn er uløseligt forbundet med CD-4 quadrofoni. JVC hører til blandt den efterhånden sparsomme skare leverandører af quadrofonigrej, der i dag findes på verdensmarkedet, og aktiviteten er intakt på grammofonpladefronten, hvor der stadig dukker nye JVC CD-4 indspilninger frem. Beskrivelse: Mens flertallet af JVC's receivere stadig er kendetegnet ved fabrikantens femdelte SEA-toneregulering, holder man sig i den nuværende forstærkerserie til de to konventionelle bas- og diskantreguleringer. JVC leverer dog stadig separate SEA-tonekontrolsmodeller. På den baggrund har man antagelig skippet faciliteten med at kunne vælge imellem flere stejlheder for tonereguleringskurverne, men bibeholdt toneudkoblingsknappen for helt lineær forstærkning, samt fysiologisk tonekompensation (loudness). Desuden findes der bas- og højtonefiltre. JA-S71 har i forbindelse med de to RIAA-grammofonindgange en dobbelt, tre-trins impedans- og kapacitetsvælger. Belastningsimpedansen kan ud over de gængse 47 kOhm øges til 100 k eller sænkes til 33 k, mens man med kapacitetsomskifteren kan øge den bestående kabelkapacitet (dvs. grammofonkablets og forstærkerens egen) med 100 alternativt 330 pF. Af JVC's engelsk-tysk-fransk sprogede brugsvejledning fremgår det, som vist på et par kurver, at hensigten med denne omskiftermulighed er at kunne udglatte resonanstoppe i de magnetiske pick-up systemers frekvensgang over 10 kHz. Interesserede læsere henvises desuden til Poul Ladegårds artikel i marts 78 'Pick-up'ers belastning - et interfaceproblem', hvor hele problematikken bliver gennemgået og vist ved seks eksempler på frekvensforløbet i praksis. Ud over de to grammofonindgange findes der på JA-S71 en tuner, to aux og to tape ind- og udgange, med mulighed for 'Dubbing' og 'Monitoring'. Tape 2, der på bagsiden er ført ud både som phono og DIN bøsninger, kan desuden omkobles til Tape 3, hvorved phonobøsninger på fronten bliver aktiveret. Facilitetsrækken på fronten kompletteres af højttaleromskifter (med stilling 'Off' til hovedtelefonaflytning), komplet mono/stereoomskifter og en 20 dB's dæmpningsknap ('Muting'). Foruden den omtalte signalkildes bøsninger (phonotypen) rummer bagpanelet to forforstærkerudgange og indgang direkte til effekttrinet med omskifterknap. Den gør det muligt at afbryde den under låget etablerede forbindelse mellem for- og effektforstærker, så disse kan anvendes separat, eksempelvis ved brug af støjreduktionssystemer, elektroniske delefiltre, m.m. Højttalerterminalerne er udført som fjederbelastede indgangsklemmer, og det anbefales at vælge højttalere af impedans på over 8 Ohm, hvis man vil køre over de to sæt samtidigt. Afprøvning og lyttevurdering: JVC JA-S71 tænder og slukker helt lydefrit takket være højttalerrelæerne. Alle betjeningskontroller og omskiftere fungerede upåklageligt i mekanisk henseende, og apparatets generelle finish ligger helt på det høje niveau, man som anmelder har fået for vane at forvente fra japansk industrihåndværk. Måske skulle man for ordens skyld anføre, at der afstedkommer et mindre 'knald', når man i forbindelse med grammofonindgangens kapacitetstilpasning skifter fra 0-positionen til en af de alternative stillinger. Men det må være en let tilvænningssag i den forbindelse at dreje ned for volumen. Vurderet over velkendte kvalitetshøjttalere i mellemprisklassen som B&W DM 7, AR 12, Keesonic KRF og IMF ALS-40 II afslørede JVC JA-S71 hurtigt flere karakteristiske egenskaber eller tendenser: klangbalancen hælder mod det lyse, lidt diskantbetonede lydbillede, og kombineret med en 'åben' og 'atmosfærebetonende' mellemtonereproduktion var forstærkeren ikke sen til at indhøste sig generelle karakteristika som 'frisk' eller 'viril' fra testholdets side. Sagt med andre ord, så er den ingenlunde triviel eller 'mekanisk' i sin måde at varte op med kendte, populære toner og melodier, altså PJ's domæne. Men hvordan med hensyn til den mere krævende reproduktion af den klassiske genre, og visse ikke udpræget klangflade og højrøstethedsdominerende beat- og jazzkompositioner? Her begynder det at knibe med egenskaber som præcision og ægthed, navnlig hvad angår klassisk musik med mindre rollebesætninger. Ved at vurdere JA-S71's forforstærkersektion for sig fandt man samstemmende frem til, at det er denne part af den integrerede konstruktion, der bidrager til den vel lyse klangbalance, og at selve RIAA-korrektionstrinnet er beskæmmet af en hørbar forvrængning i toppen ved transientsignaler. Navnlig ved kraftigere afsnit med strygerbesætninger var tendensen til 'grovkornethed' en hyppigt tilbagevendende negativ bemærkning - andre kritiske audiofiler ville måske betegne gengivelsen af violiner over JA-S71 som savnende 'luft og atmosfære'. Endvidere faldt der i forbindelse med den subjektive vurdering af forforstærkersektionen enkelte bemærkninger om, at front/agter kontrasten eller dybdeillusionen virkede noget utydelig, og at lydbilledet i perspektivisk henseende helt var domineret af den 'åbne' mellemtonereproduktion, der klart fremhævede rumakustikken fra optagelserne og skabte luft mellem instrumentgrupperne - altså modsat imaginær 'trængsel' i lydbilledet. Som forforstærkeren blev derpå også effekttrinet vurderet separat. Testholdet skønnede samstemmende, at det besad en villighed og dynamik til at kunne fyre op under selv ineffektive boxe på en måde,

JVC JA-S71