placerede mikrofoner, og gav et mere entydigt indtryk af studielokalets eller koncertsalens akustik ved orkesteroptagelser o.l. Optonica kunne til hver en tid sondre i dybdeperspektivet af det aftegnede lydbillede, men helheden virkede en anelse 'mat' overfor referenceforstærkeren. Den anden kritiske anmærkning ved Optonica's reproduktionsegenskaber kan definitivt henføres til RIAA-grammofonindgangen og har kun primær interesse for liebhavere til klassisk musik. Det er - som så ofte før - ved kraftige optagelser af store strygergrupper, at violinerne i tuttipassager får tilført en lidt skrigende karakter. Fænomenet korrelerer udmærket med kurverne for differenstoneforvrængning for RIAA-indgangen, hvor en kraftig stigning sætter ind over 5 kHz. Subjektivt synes tillige noget af atmosfæren fra musikken ('luftigheden') at gå tabt, når violinerne således bliver for påtrængende i kraftige musikafsnit. Men naturligvis må der her tages det forbehold, at mange nok så bekostelige højttalere og navnlig pickup'er modsætningsvis kan være udpræget 'dovne' i det frekvensafsnit, hvor differenstoneforvrængningen på Optonica SM-3636's RIAA-indgangstrin sætter kraftigt ind, hvorved dette kritisable forhold mister sin betydning i praksis. Kredsløbet, der indkobles, når tonekontrollerne aktiveres, tilfører ikke nogen ændring af lydbilledet i negativ retning, og virker helt efter hensigten, som det også fremgår af målingerne. Tilskuddet af yderfrekvenser ved aktivering af 'loudness' forekommer hensigtsmæssigt til baggrundsmusikaflytning og kvantitativt afmålt passende til mindre højttalerboxe af middel virkningsgrad, idet de helt dybe toner får et godt skub med på vejen. Filterfunktionernes utilstrækkelighed er anført i kommentaren til målingerne. Der var ikke generende sus eller antydning af brum på forstærkerens grammofonindgange. Heller ikke noget mekanisk snerren fra nettransformeren. Som det er blevet kotume ved japanske Hi-Fi apparater af i dag, gav alle betjenings- og tilslutningsorganer på Optonica ikke anledning til negative kommentarer på noget tidspunkt under afprøvningen. Apparatet tænder og slukker helt lydefrit takket være relækoblingen. Kommentar til målingerne: Frekvensgangen målt fra aux-indgangen er vist på kurve 1 i to afsnit fra 2-500 Hz og 5 kHz-200 kHz. Området imellem 500 Hz og 5 kHz er helt lineært. Forløbet ved frekvensområdets yderender må anses for helt tilfredsstillende. Tonekontrollernes variationsområde er vist på kurve 2. Ydergrænserne for henholdsvis hævning og sænkning er optegnet for alle fire mulige knækfrekvenser. Endvidere ses af filterkarakteristikken for både 'High' og 'Low' filteret, at de er helt overflødige. Passende valgte trin på tonereguleringerne vil inden for et par dB kunne give den samme frekvenskurve. Potentiometrene for bas og diskant er forsynet med mekaniske klik-stop. På kurve 3 har vi angivet springene i dB for de enkelte trin i baskontrollen. Det kan altså lade sig gøre at opnå en brugbar fordeling af hævning og sænkning med denne pseudo-omskifterkonstruktion. Forvrængningskurverne 4, 5 og 6 viser, at udgangsforstærkeren kun har beskeden stigning i forvrængningen mod højere frekvenser. Det vidner om stor 'open loop' båndbredde. Den kapacitive belastning (kurve 5) provokerer sikringsrelæet på højttalerudgangen til at afbryde højttalerne før forvrængningen bliver for stor. Firkantkurverne viser yderligere tegn på et sundt design. Ringningen på kurven med 8 ohm//1μF viser sig godt dæmpet, og der er ingen spor af eventuel aktivering af elektroniske sikkerhedskredsløb - selvom forstærkeren er fuldt udstyret (-1 dB). Klipning af en 10 kHz sinus ved 1 dB overstyring er næsten ideel. Målingerne på Sharp Optonica SM-3636's udgangsdel er ret bemærkelsesværdige for en 'hybrid' konstruktion. - Hele udgangsforstærkeren består af en tykfilmspakke - som en kæmpe IC - direkte monteret på kølepladerne. Som det måske anes af firkant-kurverne, er forstærkerens slew-rate ret stor. Vi har målt den til 12 V/μS for den positive flanke og 25/μS for den negative. Det resultat placerer forstærkeren i den bedre halvdel, hvad dette angår, selvom det naturligvis er et alvorligt handicap, at slew-rate værdien er forskellig for positive og negative transienter. For forstærkerens RIAA del er afvigelsen fra den korrekte modbetoning som sædvanligt målt fra 20 Hz-20 kHz. Det ses af kurve 7, at den holdes indenfor 0,2 dB. Differenstoneforvrængningen viser det traditionelle forløb med en begyndende stigning ved 7 kHz for alle tre niveauer 20, 40 og 60 mv. Indgangskapaciteten på RIAA indgangen blev målt til ca. 110 pF. Konklusion: Med sit velafstemte og generelt behagelige klangbillede må Optonica SM-3636 være et oplagt emne for lyttere, der påtænker anskaffelse af en integreret forstærker i prisklassen 3 1/2-4 tusinde kr., og betinger sig de med 'transistorlyd' associerede klangfænomener tilstrækkeligt elimineret. Til ca. prisen 3750,- kr. er SM-3636 en god investering for audiofiler, hvis højttalere har en middel til høj virkningsgrad. Agent: K.K. Skjødt & Co. KRIS og Poul Ladegaard.

Sharp Optonica SM-3636