Til venstre ses de to helt adskilte nettransformatorer, der sammen med fire elektrolytter midt i billedet og de store køleprofiler til højre udgør konstruktionens mest pladskrævende komponenter. 6-10 Hz havde klaret en del af ærterne, uden at sætte sig spor i lydbilledet. Som begge filtrene er udlagt på AU-717 må de nærmest betragtes som et addendum til de to tonekontrollers variable afskæringsfrekvenser. Hvad angår tonereguleringen, kom der indledningsvis flere kritiske bemærkninger om valget af afskæringsfrekvenserne. Man ankede primært over, at de begge (3 og 6 kHz samt 400 og 200 Hz) lå for tæt sammen. Men som så ofte før kom der hurtigt modargumenter mod at flytte de ekstreme 'knæk' på begge reguleringerne til f.eks. 8 kHz og 100 Hz, så slutfacit på denne diskussion blev, at bas- og diskantreguleringer i forbindelse med topkvalitetsforstærkere er et meget subjektivt beroende og kontroversielt emne, og at den eneste helt konsekvente holdning i spørgsmålet er de to alternativer: en førsteklasses oktavbåndregulering (equalizer) eller også ingen tonekontroller overhovedet! Må ikke tolkes derhen, at ægte sub- og supersoniske filtre mangler berettigelse i Hi-Fi (se kommentar ovenfor). Virkningen af 'Tone-Defeat'-knappen kunne ikke høres over nogen af de benyttede højttalere. En kontrolaflytning over elektrostatiske hovedtelefoner godtgjorde også, at den er marginal. Det er argument for, at tonereguleringerne kan konstrueres uden at medføre bivirkninger på reproduktionskvaliteten. Men som det fremgår af målebladene 2 og 3, svarer de angivne talkalibreringer slet ikke til virkningen på reguleringsknapperne. Det første trin til begge sider på baskontrollen og tilsvarende de tre første på diskantkontrollen har en meget diskret virkning på tonebalancen, hvad mange lyttere vil hilse velkommen, hvis det benyttede kurveforløb passer lige til deres øvrige udstyr og akustik. Men hvorfor springet fra ±6 til 8 på begge kontroller er så drastisk for til slut at repræsentere en minimal hævning/sænkning ved ±10 er os en gåde. Berettigelsen af tonekontrollernes tilstedeværelse på Sansui AU 717 bliver yderligere mere tvivlsom, når man betænker, at de ikke kan benyttes individuelt i begge kanaler. Argumentet med at kunne tilpasse klangbalancen til den pågældendes højttalere og rum duer i hvert fald ikke, thi hvor mange audiofiler har egenhændigt kunnet bygge deres lytterum og kontrolleret, at de to halvdele af rummet er akustisk ens eller i det mindste homogene omkring højttalerne? Men nu til lydkvaliteten med Sansui AU 717 som forstærker. Vurderet i tilvante akustiske omgivelser og i forbindelse med velkendte programkilder og højttalere var gengivelsen over pick-up indgangen fra første færd kendetegnet af to faktorer, overraskende positive i relation til forventningerne. Det var kort og godt det samlede stereobillede og total fravær af den fra transistorkonstruktioner så tilvante forvrængning. Med det førstnævnte forhold tænkes der både på den besnærende eksakte præcision fra venstre mod højre i stereobredden, og en tilsvarende ligeså klar aftegning af dybdeperspektivet i lydbilledet. Er det ikke det, de fleste vil forstå ved virkelig

Sansui AU-717