virkelighedsnær, tredimensional lydreproduktion? Vi er her så tæt på illusionen af en plads i koncertsalen (naturligvis kun i forbindelse med egnede optagelser, pick-up og højttalere), at kun en uhyre velkalkuleret opstilling med to agterhøjttalere udelukkende som 'ambienceformidlere' i et 'diskret' quadrofonisk system kan tænkes at simulere koncertsalsakustikken overført til stuen tydeligere og samtidigt mere ægte. Men den mulighed varer det nok længe, før vi får at høre, med de store pladekoncerners for tiden helt kyniske kommercielle udnyttelse af quadrofonien som en akustisk 'ping-pong' leg! Hvilke parametre, der kan have været medvirkende til, at testeksemplaret af Sansui AU-717 formidlede koncertsalsillusionen på så overbevisende måde, kan man næppe fastslå eentydigt. Hvorimod erfaringen fra tidligere tests viser, at der er klart sammenhæng med den meget lave differenstoneforvrængning og konstruktionens frihed for den gennem tiderne så tilvante 'transistorlyd'. AU 717 er klart befriet for enhver tendens til markering i det øverste overtoneområde, den 'hviner' eller 'syder' ikke i området 1-5 kHz i forbindelse med dynamisk betonede musikafsnit, og mellemtonen er ikke på nogen vis 'presset' eller påtrængende. Der er her i alle henseende tale om en konstruktion, der ikke surmuler eller stejler, fordi man tilfører den signaler i form af pulser som musik, i stedet for de glidende sinustoner. Hvad angår et aspekt af gengivelsen som transparensen i lydbilledet, dvs. evnen til at fjerne fornemmelsen af, at man lytter gennem et forhæng eller i værste fald et tykt tæppe foran det imaginære lydbillede, var der nogen diskussion og delte meninger om i lyttepanelet. Det førte bl.a. til, at man her valgte at aflytte for- og effektforstærkersektionerne i AU 717 individuelt, og da blev det klart for enhver, hvor overlegen kraftforstærkeren var i den samlede konstruktion. Transparensen var her på højde med de disponible Kenwood L 07C/7M og Luxman 5Ll5 for- fortsættes side 78. Kommentar til målingerne: Frekvensgangen for Sansui 717 er vist i kurve I for området 200 Hz til 200 kHz. Under 200 Hz fortsætter den linealret ned til under 2 Hz. Den er målt fra auxindgangen til højttaler-udgangen både ubelastet og med belastningen 8 ohm og 8 ohm i parallel med 1μF. Resultatet er typisk for moderne japanske forstærkere. Det samme kan ikke siges om tonekontrollerne. De er, som det nu 'kræves', forsynet med klik og markeringer - 5 step fra +2 til +10. Der er dog ikke benyttet omskiftere og faste modstande hertil, men der er blot tilføjet et klikhus til et traditionelt potentiometer. Det går ud over præcisionen som vist i kurverne 2 og 3. Havde man undgået den mekaniske step-inddeling, havde også mellempositioner kunnet benyttes med fordel. Kurve nr. 4 viser udgangstrinets udgangsimpedans målt på højttalerklemmerne ved en dæmpningsfaktor på 8:0,11 = 73 i 8 ohm. Dette havde dog været bedre, om der havde været mindre modstand i kredsløbene omkring sikringsrelæet. Måles direkte på udgangstransistorerne, fås en kurve, der viser en dæmpningsfaktor på ca. 250 under et forhold på omkring 12 kHz. Forvrængningskurverne nr. 5, 6 og 7 er ligesom for forstærkerne i tidligere tests målt ved et niveau på 1 dB under fuld udstyring - her 80 W. Kun kurven over 3. harmoniske forvrængning viser tegn på lille stigning ved højere frekvenser. Derimod er der ikke antydning af stigning i 2. harmoniske forvrængning, der ligger meget tæt ved måleudstyrets restforvrængning. Ved kapacitiv belastning 8 ohm li 1 μF forløber forvrængning tilsvarende indtil niveauet når ca. 0,1 %, hvorefter sikringsrelæet effektivt afbryder højttalerne. Derved hindres den elektroniske sikringsaktivering i at give hørbare bivirkninger. Det var simpelthen umuligt at fremprovokere synligt forvrængede sinuskurver, før relæet koblede fra. Når det var sket og overbelastningen var fjernet, var det nødvendigt at afbryde apparatet helt. Ved at tænde igen, gik den normale procedure igang - en lampe blinker ca. 15 sek., indtil alle spændinger er faldet på plads og sikringsrelæet tilkobler højttalerne på ny. Lidt for langsomt og omstændeligt. Også differenstonemålingerne viser en meget behersket stigning. Ovennævnte set sammen med oscilloskopbillederne af forstærkerens firkantgengivelse viser, at Sansui 717 i forvrængningsmæssig henseende har et udgangstrin i topklasse. På den vigtigste kurve for forforstærkeren - differenstonemålingen på RIAA delen - ses resultatet også at være tilfredsstillende. Hverken ved et indgangsniveau på 80 eller 150 mV viser den større forvrængning end 0,02% under 20 kHz. Poul Ladegaard

Sansui AU-717