en tilsvarende lang, tynd tråd, der gør det muligt at aktivere hele forstærkersættet med L-07C's netafbryder alene. Forforstærkeren og de to mono-sluttrin kan dog udmærket fungere separat og med andre for- og effektforstærkere. Om de to mono-L-07M skal her blot anføres, at de er rent DC-koblede med effekttransistorerne darlingtonkoblet i klasse-AB drift. De forudgående forstærkertrin arbejder alle i klasse-A. Fronten af de 13 kg tunge L-07M har kun en rød lampe med to intensiteter: svag = netkablet tilsluttet og stærkt = apparatet tændt. Som nævnt kan de aktiveres enten på forforstærkeren via den specielle kortslutningstråd eller med egen netafbryder på bagsiden. Her findes desuden en jordbøsning og eet sæt højttalerterminaler. Subjektiv lydbedømmelse: Hvordan er det så i praksis med et så utraditionelt udlagt forstærkersæt, hvor der øjensynligt er blevet kælet for de mindste detaljer i alle led med henblik på forbedret lydkvalitet? Blev forventningerne indfriet for lyttepanelets deltagere? Svaret er kort: stort set ja! Men der dukkede flere overraskelsesmomenter op undervejs, og derfor vælger vi denne gang at beskrive forløbet af lyttetesten i grove træk skridt for skridt. Den pågældende aften var der blandt de fremmødte stemning for at høre klassisk, så man lagde ud med en indspilning af Prokofiev's Klassiske Symfoni afspillet med den nye 'moving-coil' konstellation Entre/Lentek over Quad Elektrostater forstærket af et Luxman forstærkersæt (SC50/SM2 l), en konstellation der var kendt og accepteret af alle deltagere. Man gentog så samme musik over et disponibelt sæt Yamaha NS-1000 og Beovox M-100 højttalere. Det lød altsammen som det plejede. 2. runde blev gentaget på den måde, at de to Kenwood L-07M afløste den integrerede Luxman, stadig tilsluttet på vanligt vis med kort signalkabel og lange højttalerledninger. Her blev stereobilledet tydeligt bredere og mere rummeligt. Den dybeste bas blev tilsyneladende lidt mere markant, hvilket hjalp Yamaha og Quad højttalerne, men lød mindre overbevisende på Beovox'erne. Men der skete også en helt anden ting over elektrostaterne. Disse belastningsmæssigt så drilske lydgivere plejer som regel at provokere transistorkonstruktioner til at opføre sig ustabilt, hvilket af øret oftest registreres som en let klingende, brilliant diskantreproduktion, der trætter i længden. Men med de to L-07M blev det nærmest omvendt. Navnlig i tuttipassagerne virkede hele overtonespektret helt 'tørt' og på alle måder behersket, så det subjektivt blev mellemtonen, der dominerede lydbilledet. Men der savnedes vel at mærke ikke enkeltheder ved yderfrekvenserne, så den samstemmende, foreløbige konklusion blev, at man ikke tidligere havde hørt elektrostaterne gengive så dynamisk og slagkraftigt, som over de to Kenwood L-07M, takket være deres uvant beherskede opførsel i diskanten. Da alle øvrige aspekter af musikreproduktionen forekom at være på højde med eller bedre end referencen, beholdt man de to L-07M med lange højttalerkabler og tilsluttede forforstærkeren L-07C. Over alle de tre nævnte højttalere forekom klangbilledet nu lidt vel 'lyst', men bestemt ikke mindre transient eller transparent. Og stereobilledet blev samtidigt mere eksakt på næsten alle led: mere bredde, tydeligere midte og tilsvarende upåklageligt dybdeperspektiv over orkestret. Det kunne kun tolkes som resultatet af de konstruktionsmæssigt næsten totalt adskilte venstre og højre kanaler i L-07C's indre opbygning. Hvad transientegenskaberne angår, var man ikke sen til at udråbe RIAA-delen i L-07C som noget ikke tidligere opnået: alle slagtøjslyde og kraftige indsatser fra andre instrumenter syntes overstået på kortere tid - uden at virke komprimerede eller markerede. Det er jo, hvad man forstår ved en ægte transient musikreproduktion: fra tavshed op til max. niveau og ned til udgangspunktet igen på kortest mulig tid i forhold til det/de pågældende instrumenters virkelige lyd. Der var intet generende sus eller brum at spore over Phono 1 indgangen. Ved at borttage Lentek 'moving-coil' forstærkeren og dernæst aflytte Entre-I over L-07C's phono 2, var det nødvendigt at skrue lidt mere op i styrke, med tilsvarende forøgelse af susniveauet til følge. Ingen ville dog betegne det som generende, blot havde en to-trins impedansomskifter nok været sagen her. Men gengivelsen over denne 'moving-coil' indgang, som har egen RIAA-efterbetoningsdel uden mellemliggende omskiftere? Den virkede subjektivt domineret af en uanstrengthed og micro-opløsning af enkeltheder i diskanten, ikke oplevet til dato med nogen 'moving-coil' kombination. Helhedsbilledet af symfoniorkestret rykkede nok lidt tilbage her, så der faldt en bemærkning om 'en anelse balkonlyd' på vejen, men stereoseparationen og front/agter kontrasten var helt intakte. Sideløbende aflytninger med Ortofon's MC 20 og FR I Mk. 3 over L-07C's lavimpedante indgang bekræftede rigtigheden af Kenwood's 'moving-coil' indgang som een sektion uden omskifterled. Flere deltagere fik dernæst lejlighed til at vurdere det samlede Kenwood sæt ved medbragte plader af alle genrer musik. For nu nærmede man sig sagens kerne: spørgsmålet om berettigelsen af 'Direct Drive Amplifier System' konceptet. Kunne det blive endnu bedre, når man erstattede de lange højttalerkabler med Kenwood's godt 10m lange signalkabler med guldkontakt? Svaret må i al enkelhed og uden overdrivelse være et ja. Skønt det før benyttede højttalerkabel har et tværsnit på 2,5 mm2, altså 3-4 gange et almindeligt netkabel, opnåede man over alle tre højttalersæt, ikke mindst Yamaha NS-1000, såvel et behageligere som et mere ægte lydbillede. Det mere behagelige lå dels deri, at den på L-07C tidligere observerede tendens til at klinge lidt vel lys eller jævnt betonet mod toppen, blev elimineret - formentlig ved den samlede kapacitet i de lange signalledninger - og dels var det som om de dynamiske højttalerkonstruktioner vandt i homogenitet over deres forskellige enheder. Sagt med andre ord: Yamaha'erne lød nu mindre tre-vejs, og Beovox'erne ville med garanti ingen i blindtest nu kunne udanalysere som værende 4-vejs med 'filler-driver'. Fordelene ved Kenwood's forstærkerkoncept var mindre iørefaldende over elektrostaterne, der stadig lød mere slagkraftige i mellemtonen end tilvant. Nogle var tilbøjelige til at mene, at gengivelsen generelt var blevet mere afslappet, uden at have sat noget over styr til gengæld, så det var i al fald ikke ringere. Efter at alle igen fik lejlighed til at høre deres favoritstykker, var man henne på de tidlige morgentimer enige om, at det var noget af det bedste, man havde hørt til dato over de nævnte højttalere i det pågældende rum. Uanset til hvilken pris, der for Kenwood L-07C/L-07M sættet kommer op over de 16.000,- kr. samlet. Konklusion: Kenwood's 'Direct Drive Amplifier System' kan varmt anbefales alle audio-perfektionister, der har pengepungen i orden og højttalere gode nok til en sådan investering. Specielt L-07M mono-parret til godt 10.000,- kr. er et mønstereksempel på, hvor langt japansk forstærkerteknologi anno 1978 er kommet med den tredje generations transistorkonstruktioner, hvor højere, ulige harmonisk, 'crossover' og sidst TIM-forvrængning er gået over i historien, så det for alvor begynder at lyde lige så godt, som de måler(!). KRIS

Kenwood L-07C, Kenwood L-07M